Jeg kunne snakke, skrive og fortælle i timevis om vores Grand Danois, og ja om Grand Danois i det hele taget. Men der er altid delte meninger om alt. Så her vil jeg skrive lidt om racen, fortælle lidt om hverdagen sammen med vores skønne hunde, samt det jeg syntes der er vigtigt at vide om Grand Danois. For mit vedkommende startede mit møde med Grand Danois da jeg var en helt lille pige. Naboen havde to sorte tæver, og der var ikke et sekund hvor jeg ikke øjnede en chance for at pile ind til disse KÆMPE HUNDE. Hvis jeg ikke var at finde nogen steder, ja så vidste min mor hvor hun skulle lede. Gang på gang måtte hun ind og hente en modstræbende og hylende lille mig, der IKKE ville med hjem. Selv havde vi Schæfere, og den dag i dag er det stadig schæferen der holdes i mit barndomshjem. Schæferen er en fantastisk hund, men der var et eller andet der trak i mig med de gigantiske kæmper. Det har så holdt ved fra barns ben, og ja jeg er stadig ikke vokset fra interessen i dem og deres super flotte udseende og dejlige temperament, og alt hvad en Grand Danois står for. Det er jo ikke uden grund, at de er hunderacernes Apollo. Heldigvis har det smittet af på min lille famile, som nu også elsker Grand Danois på samme plan som jeg, og selvfølgelig alle andre hunderacer uden undtagelser.
Fælles for vores Gdér er deres dejlige temperamt og deres skønne væremåde. Man har virkelig en ven for livet, der vil gøre alt for en, hvilket er 100 % gengældt den anden vej. En Grand Danois er stor, men deres rolige sind og deres kærlighed gør, at denne hund er en fantastisk race. Mange tror at en Grand Danois kræver meget, men det synes jeg personligt ikke at de gør. De er nemme, kærlige og lydhør for opdragelse. En Gdér er en hund der elsker sine mennesker, og er nok verdens største putterøv (undskyld udtrykket) Smiler. Men de er kort sagt en lille hund i en stor krop, der ikke altid forstår at, vores skød er beregnet hvalpetiden.
Med mine hunde lærer jeg noget nyt hver dag. I selskab med dem er livet aldrig kedeligt. De kan altid gøre en trist dag god. De fornemmer, hvis man er trist, og tro mig de vil gøre alt for at få smilet frem igen, hvilket altid lykkes. Der er mange fælles træk for vores hunde. Nedenfor har jeg skrevet nogle af dem, men der er mange mange flere.
- Deres personlighed og godmodige væsen
- At de er renracede Grand Danois
- At de er sunde og raske
- At de er velopdraget
- Har mod på livet og aldrig bange for at prøve noget nyt
- De elsker og fungerer godt med børn, såvel som voksne
- De trives og udvikler sig positivt
- De er sociale hunde
- At de alle er højtelsket
- At de er glade hunde
Jeg vil klart anbefale en Grand Danois som familiehund, også i børnefamilier. Den vil også være en fantastisk hund som førstegangs hund. Men jeg vil også bede folk om at sætte sig ind i racen og deres grundlag inden køb. Ikke for at på nogen måde at skræmme folk fra at købe en Grand Danois, men synes det er det mest fornuftige at læse og høre om en race, og hvad den står for og kræver inden en evt. anskaffelse. En Grand Danois kræver en masse kærlighed, en blid opdragelse, og en del foder (kvalitetsfoder), hvilket kan overraske de fleste når den begynder at vokse sig fra lille til stor. Det kommer ofte som et chok for de fleste hvad budgettet kan blive, men typisk vil et budget på en voksen Grand Danois ligge et sted mellem 600 til 1000 kr. om måneden, alt efter hvilket mærke man fodrer med, fodermængde, og så videre.
Man må virkelig aldrig gå på kompromis med en Grand Danois foder, da det er et must gennem hele dens liv, at den får et godt og indholdsrigt foder med en høj fedtprocent.
Morten Ellemose har tidligere skrevet teksten nedenfor
om Grand Danois.
"Grand Danois er ifølge racens standard hunderacernes Apollo. Dette er ikke uden grund, for med sit imponerende og ædle helhedsindtryk kombineret med et herligt væsen er der bestemt noget "guddommeligt" over denne dejlige race. Racen betragtes herhjemme såvel som i store dele af resten af verden som en national, dansk race, men officielt figurerer Tyskland som racens hjemland.
Skulderhøjden er for hanner mindst 80 cm, og for tæver mindst 72 cm, men gennemsnitshøjden er i dag noget højere. Racen deler sammen med Irsk Ulvehund æren som verdens største hunderace. En voksen Grand Danois vejer omkring 55-85 kg.
Grand Danois findes i fem farvevarianter: Gul, tigret, sort, harlekin og blå. Nutidens Grand Danois anvendes som selskabs-/familiehund og vagthund. Over for fremmede er den tilbageholdende. Man forlanger en selvsikker og ubekymret hund, der er lærenem og let at føre, med høj pirringstærskel og uden aggressiv opførelse.
En Grand danois kræver en kærlig og konsekvent opdragelse og god plads såvel ude som inde, samt en afpasset mængde motion afhængigt af alderen. Specielt under opvæksten er det vigtigt, at den fodres op på et kvalitetsfoder, da dens vækst foregår meget hurtigt og fejlernæring derfor kan få alvorlige konsekvenser for udviklingen af knogler, led og muskler.
Generelt er Grand danois både mentalt og fysisk en sund race og ukompliceret hund, som ikke har specielle aktivitetsbehov, der skal tilfredsstilles for at kunne leve harmonisk".
Siden Morten Ellemose har skrevet teksten ovenfor er Grand Danois siden hen blevet en officelt DANSK hund, efter at
Tyskland, gjorde krav på racen i 1936 og krævede racen skulle omdøbes til Deutsche Dogge. Dette blev behandlet på FCIs generalforsamling den
22. juli 1937. Her afvises Tysklands krav og spørgsmålet om racens oprindelsesland anses herefter for endegyldigt at være afsluttet, da Tyskland frafalder kravet på racen. Grand Danois er herefter og som altid været en DANSK race. Racen kaldes også: Great Dane og den store danske hund.
Tidligere var den Irske ulvehund den største hunderace i verden. Den deles nu ligeligt med Grand Danoisén.